Natur
Når du slår øjnene op om morgenen og kigger ud af vinduerne i Markhuset, er det sandsynligt, at du vil se mufloner, dådyr eller måske endda kronvildt ud på plænen. Brandsø er rig på vildt, som har fået lov til at passe sig selv på øen bortset fra den nødvendige afskydning hvert efterår, så bestanden kan forblive sund og rask.
Brandsø er stedet for naturelskere, som vil have fred og ro og nyde at kunne være tæt på dyrene. Ud over en rig vildtbestand er der et fantastisk fugleliv på øen. I sæsonen går du tæt op ad ynglende måger, der holder til på strandengene. Ænderne flokkes, og viber, som efterhånden er sjældne på fastlandet, flyver her tæt sammen med en lang række andre fuglearter.
Hele øen henligger som beskyttet naturområde. Der er skov, der passer sig selv, arealer, der holdes i brak, og en mose, der er ved at blive gendannet til den højmose, den var engang. Du vil opleve en natur, der i høj grad er overladt til sig selv – det finder man kun få steder i Danmark.
I sæsonen finder du brombær, hyld og slåen, som er fri for forurening og bilos. Du kan samle til fryseren og lave egne marmelader og saft til resten af året, så du hele tiden bliver mindet om nogle dejlige dage på Brandsø.
|